Taoismen

Taoismen opstod som reaktion mod konfucianismen og dennes optagethed af moralske, sociale og politiske veje til genskabelse af enhed og harmoni. Allerede i første kapitel af bogen Tao Te Ching, fastslår LaoTzu, at den tao, der kan udmøntes i regler, ikke er den virkelige tao. Dette er ganske modsat konfucianismen, der søger at opstille regler for stort set alt. Taoister søger at skabe harmoni og lykke ved at leve i harmoni med tao.

Denne harmoni kan opnås igennem at fjerne sig fra kunstige ting og menneskeskabte værdier. I modsætning til eksempelvis kristendommen fokuseres der ikke på et liv efter døden og et løfte om bedre tider. Alt, der sker, sker i forhold til vores nuværende eksistens, og alle opmuntres til at få mest ud af tilværelsen her og nu

Grundlæggeren af taoisme regnes for at være LaoTzu, der var Confucius’ ældre samtidige. LaoTzu var statsansat historiker og bestyrede arkiverne ved den kongelige ret i Chorc. Herigennem fik han nært kendskab til de mange rivaliseringer og krige, der florerende så rigeligt i hans samtid. LaoTzu blev efterhånden overbevidst om at al denne uorden ville bringe kejserriget til fald, og i stedet for at vente på det uundgåelige, besluttede han sig for at forlade samfundet og leve et liv i ensomhed og harmoni med naturen.

Myten fortæller at han red vestpå på ryggen af en vandbøffel, men da han kom til Han Gu passet ved Kinas grænse, blev han genkendt af en grænsevagt, der anmodede ham om at nedskrive essensen af sin visdom, før han forlod civilisationen. LaoTzu nedskrev herefter sine overvejelser i bogen Tao Te Ching (Dao De Jing) i form af 81 digte – hvorefter han sprang op på sin vandbøffel og siden hverken så, eller hørte man, nogensinde fra ham igen. Om LaoTzu er en historisk eller opdigtet person, er omdiskuteret..

Første halvdel af bogen handler om hvordan et menneske kan lære at leve og fungere optimalt, i overensstemmelse med sig selv, og med naturen omkring os. Anden halvdel af bogen handler om politisk magt og hvorledes krige kan stoppes. Overordnet set er bogen en kombination af psykologiske og filosofiske overvejelser, skrevet i digte og metaforer.

Med udgangspunkt i denne bog udviklede taoismen sig og blev i 440 f.v.t. erklæret for Kinas statsreligion. Da Kinas sidste dynasti endte brat ved revolutionen i 1911, endte også den statslige opbakning til taoismen. Megen af den kulturelle taoistiske arv blev ødelagt i de følgende år og ved kommunisternes sejr i 1949 blev al religiøst yderligere søgt ødelagt. Den kulturelle revolution 1966-1976 udryddede de sidste rester af taoismen i det offentlige Kina.

Tao

Centralt i taoismen står begrebet tao og hvad det betyder er ikke helt nemt at forklare. Oversat betyder tao ”stien” eller ”vejen” og benyttes det som verbum, betyder det ”at føre”, eller ”at vejlede”. En person vejleder en anden ved at fortælle ham hvilken vej han skal følge, hvorfor tao derfor også kan betyde en doktrin eller lære. Skulle vi blive lidt mere højtflyvende kan tao oversættes til “himlens orden, det bag alt liggende, uerkendelig grundprincip”.

Tao beskrives ofte som den evige ligevægt mellem yin og yang. Indenfor den tidlige opfattelse af taoisme, betød tao den måde hvorpå man etablerede forbindelse mellem himmel og jord. De jordiske og himmelske elementer i mennesket skal korrespondere med hinanden så harmonien kan få lov at råde. Ifølge taoismen selv, kan begrebet tao ikke forklares, men må opleves. Den som vil nå til en forståelse af hvad tao er, må befri sig fra alle tanker om hvad tao er! Tao er formløs, men former dog alt; den griber ikke ind, men får dog alt til at ske, som en evig rytme i naturen, et åndedræt i universet. Der er ingen brugsanvisning til den, og kende den, kan man kun ved at blive som den – ved ikke at handle.

Tao kan ikke høres.
Hvad der kan høres, er ikke Tao
Tao kan ikke ses .
Hvad der kan ses, er ikke Tao
Tao kan ikke udtrykkes i ord.
Hvad der kan udtrykkes i ord, er ikke Tao

Den helt centrale overbevisning i taoisme er ikke-handling (Wu-Wei) – at lade tingene følge deres naturlige vej. Baggrunden for denne overbevisning finder vi i nogle observationer, som grundlæggeren af taoismen LaoTzu, gjorde sig omkring hvorledes det bløde og eftergivende, holder længere tid end det hårde og stive. LaoTzu observerede at den blødeste ting i verden kan besejre den hårdeste. Med tiden kan vand eksempelvis bore sig igennem sten, og luften kan omgå blokeringer og trænge ind alle steder.

Disse observationer ledte ham til, at konkludere at verden, som udgangspunkt var i fuldendt balance og har sin naturlige harmoniske rytme. Jo mere man forsøge at gennemtvinge noget, jo mere uro og besvær opstår der. Jo mere mennesket blander sig i den naturlige balance, der styres af de universelle love, jo længere væk forsvinder harmonien.

Wu-Wei bør ikke forveksles med ikke at gøre noget som helst, men rettere opfattes som at gøre det som er naturligt, lade sig føre med strømmen og følge den mindste modstands vej, i stedet for at gå imod livet. Wu-Wei vil sige at man lader ting ske, frem for at bygge dæmninger, og på andre måder forsøger at presse virkeligheden til at være noget som den ikke er. Wu-Wei er at følge sin intuition og gøre hvad der synes rigtigt – uden nødvendigvis at kunne argumentere herfor, eller for den sags skyld selv forstå hvorfor man gør som man gør. Wu-Wei er at afstå fra al målrettet stræben og blot tillade sig selv at være, der hvor livet nu engang har ført en hen.

Den kinesiske TaiChi og den japanske judo udnytter princippet i “handling uden handling”. I disse kampformer udnytter man modstanderens kræfter mod ham selv og jo stærkere og mere voldsom han er, jo sværere vil han have ved at vinde kampen. Selv står man bare stille og gør ingenting, kæmper ved ikke at kæmpe – deri ligger styrken. Den taoistiske litteratur har talrige historier om Wu-Wei.

En af disse er historien om gartneren, der blev spurgt hvad han gjorde siden hans planter altid stod så meget flottere og grønnere end alle andres. Han svarede at han gjorde ingenting. “Alle andre gør alt for meget. De planter et træ, og hvis det efter nogen tid ikke er vokset så meget som de havde håbet, hiver de det op for at se om der nu også stadig er rod på. Eller de klipper grene af, hvis de synes, at det er ved at vokse skævt. Alt dette er kun til skade for træet. Jeg derimod gør ingenting. Derfor går det så godt”.

Taoismen vil genoprette ligevægten, balancen og harmonien i menneskets inderste. Taoismen antager at civilisationen ødelægger mennesket, idet den nedbryder menneskets oprindelige sand natur. Ifølge taoisme bør alle love afskaffes. Al stræben efter viden skaber åndeligt hovmod. Derfor bør al kundskab udryddes og al indlæring erstattes af aflæring. Mennesket må finde tilbage til barnesindet, det uspolerede og eftergivende, lever i uskyldighed, umiddelbarhed og uvidenhed.

Den bedste hersker reagere usynligt gennem taos kraft. Jo mere man overflødiggøre sig selv, jo bedre. Ens tilstedeværelse må ikke mærkes for alt skal gå sin naturlige gang i samfundet. Al indgriben, planlægning og styring er af det onde. Al regeringsvæsen, politi, militær, politik m.v. opfattes som et brud på det naturlige. Jo mindre mennesket griber ind i tingenes naturlige udfoldelse, des bedre.

De taoistiske tanker er op igennem historien benyttet i utallige sammenhænge – eksempelvis har taoisterne med Wu-Wei begrebet og indstillingen om at alt indgriben i den naturlige rytme bør undgås, faktisk været de første anarkister i verden. I moderne tid benyttes begrebet eksempelvis som led i personlig udvikling, hvor man tager udgangspunkt i at Wu-Wei netop ikke er ren passivitet, men en syntese af accept og forandring, der forholder sig til virkeligheden, sådan som den er. Igennem de taoistiske tanker lærer man at gennemskue de kræfter, der virker i verden, for at kunne mestre dem, uden at gå imod dem – man lærer at følge den mindste modstands vej.

Det enkelte menneske står sig bedst ved at følge med strømmen og undgå de episoder, de veje, de mennesker etc. hvorfra der fornemmes modstand, dårlig energi. Ved at følge harmonisk med i den strøm af begivenheder, der skabes af samspillet mellem Yin og Yang, kommer mennesket til at stå på de livgivende, gode energiers side og nyde godt af den fremdrift, lykke, velværd, sundhed etc. som disse energier fører med sig.

 

QingCheng bjerget

De elleve taoistiske templer, der restere tilbage på bjerget QingCheng bjerget i Sydvestkina, er et levende vidnesbyrd på hvad taoismen egentlig er for en størrelse. Med stier på kryds og tværs i de frodige skove, taoistiske munke, der træner TaiChi og meditere, turister, der fotografere på livet løs og de mange fantastiske udsigtspunkter – er QingCheng bjerget bestemt et besøg værd. Stedet er berømt for sin skønhed, men var også i århundreder omgæret af stor mystik og kendt som bjerget hvor de “udødelige” boede.

Et halvt hundrede kilometer herfra ligger Heming bjerget. Hertil ankom Zhang TaoLin i slutningen af Han dynastiet (206 f.v.t til 220) for at udbrede den taoistiske lære. Ifølge legenderne åbenbarede selveste grundlæggeren af taoismen LaoTzu sig for Zhang TaoLin, på Heming bjerget. Efter denne åbenbaring drog Zhang TaoLin videre til QingCheng bjerget, hvor han grundlagde den første taoistiske skole med et egentligt læresystem. Skolen blev i starten kaldt for “Fem skålfulde ris” – navnet kommer af at man for at blive optaget på skolen skulle betale fem skålfulde ris. Senere kom den til at blive kendt som “Den himmelske mestres religion”, eftersom dens grundlægger og leder, Zhang TaoLin, blev kaldt den himmelske lærer. I mange århundreder var bjerget et valfartssted for taoister og på et tidspunkt var her over fyrre templer – i dag restere der elleve.

QingCheng bjerget var omgæret med stor mystik. Her levede øjensynligt mennesker, som igennem forskellige øvelser, kunne forlænge deres liv og leve meget længe – nogle var, ifølge myterne, udødelige! Skønt de mange historier og myter oftest er meget fantasifulde, så var der alligevel noget om snakken. I taoismen begyndte man tidligt at interessere sig for at forlænge livet. I første omgang igennem meditations- og åndedrætsteknikker, gymnastik, cølibat, specielle diæter, seksuelle øvelser, etc. Senere tilføjes alkymi, dvs. metoder til at fremstille udødelighedspiller, og indføring af guder og kosmiske kræfter i kroppen.

 

 

De otte udødelige

Skønt der i kinesisk mytologi findes talrige historier, der beretter om mennesker, der er udødelige og kan vække andre til live – og der i alt findes over ti tusinde ”udødelige” i kinesisk mytologi – er det især historierne om ”De otte udødelige” (Ba Xian) fra taoistisk mytologi, der traditionelt har været blandt de bedst kendte og de mest populære. Foruden at være udødelig besidder de talrige magiske egenskaber som fx evnen til at flyve, vægtløshed, gøre sig usynlige etc. og har tillige også dyder som medfølelse, mod, humor, retfærdighed etc.

Som symboler for held og lykke, findes deres navne og ansigter på diverse arkitektur og kunsthåndværk over hele Kina. Skønt de otte udødelige er individer, der opnåede deres status i forskellige dynastier, afbildes de oftest i hinandens selskab. De tidligste beskrivelser af de otte udødelige kan dateres tilbage til Tang dynastiet (960–1280), men deres nuværende gruppering blev først etableret i Ming dynastiet (1368-1644). Sammen repræsentere de otte forskellige forhold af menneskernes liv: ungdom, alderdom, rigdom, fattigdom, det kvindelige, det maskuline, den almindelige befolkning og adelen. Der findes talrige eventyr om hvordan de udødelige nedkæmper drager, dæmoner og bringer retfærdighed.

Grunden til at taoismen ikke har opnået den helt store udbredelse og popularitet udenfor Kina skyldes, til dels, den sproglige barriere. Taoismens centrale tekster, er skrevet på oldkinesisk, der er meget svært at oversætte, idet hvert tegn har flere betydninger. Man må ud fra sammenhængen gætte sig til hvilken af de mange mulige betydninger et tegn i denne sammenhæng skal have, og på hvilken måde det skal sættes sammen med de andre tegn i sætningen – hvis længde man også må gætte sig til, da de ikke kendte til sætningsbrud. For det andet er de taoistiske filosoffer en diffus gruppe, der til grund for deres filosofi lægger hver deres personlige, eller eksistentielle oplevelse af, hvad de kalder ‘tao’. Selv om de mener, at det er den samme ‘tao’, de har oplevet, er de dog ofte uenige om fx hvilke politiske konsekvenser de kan udlede af den – der findes således ikke én samlet taoisme, men snarere en masse variationer over taoistiske temaer.

 

Lao-Tse

Grundlæggeren af taoisme regnes af mange for at være Lao-Tse (605-531 f.Kr.), der var Confucius’ ældre samtidige. Lao-Tse og Confucius prædikede deres lære i Kina, på samme tid som Mahavira og Buddha prædikede deres i Indien, og Sokrates forkyndte sin filosofi i Grækenland. Således levede fem af verdens store mænd i det samme århundrede.

Lao-Tse var statsansat historiker og bestyrede de hemmelige arkiver ved den kongelige ret i Chorc. Han søgte efter en måde at undgå de konstante rivaliseringer og krige, der florerende så rigeligt i hans samtid. Resultaterne af Lao-Tse´s overvejelser nedskrev han i bogen Tao Te Ching i form af 81 digte. Taoisme startede således som en kombination af psykologiske og filosofiske overvejelser, men udviklede sig efterhånden til en religion og blev i år 440 f.Kr. erklæret for kinas statsreligion.

Da Ch’ing dynastiet endte bradt ved revolutionen i 1911, endte også den statslige opbakning til taoismen. Megen af den kulturelle taoistiske arv blev ødelagt i de følgende år og ved kommunisternes sejr i år 1949 blev al religiøst yderligere forfulgt og søgt ødelagt. Regeringen satte de taoistiske munke til manuelt hårdt arbejde, konfiskerede templerne og plyndrede resterne af de taoistiske skatte. Flere millioner munke var således reduceret til mindre end 50,000 i løbet af små 10 år. Den kulturelle revolution i Kina fra 1966 til 1976 udrydede de sidste rester af taoismen i det offentlige Kina. Taoisme har i dag omkring 20 millioner tilhængere, hovedsagelig i Taiwan.